Er der prisforskel hvis man vælger afbetaling af mobiltelefon over 6, 12 eller 24 måneder?

Mobiltelefoner – eller smartphones – i dag er for det meste ret dyre at erhverve sig. Derfor vælger de allerfleste at købe dem med en afdragsordning hos mobilselskabet. Men er der forskel på den endelig pris, hvis du vælger en længere afbetalingsperiode? Vi giver dig svaret.

Hvis du overvejer at købe en smartphone kontant – altså uden afdragsordning – kommer du meget hurtigt til at lægge minimum 4500 kr. for de bedste modeller. Det beløb er ikke engang særlig højt sat og de mest populære modeller som iPhone 5 og Samsung Galaxy S3 nærmer sig i højere grad 6-7000 kr. i udbetaling – altså selve mobilens pris.

Med andre ord skal du have en del mønter på opsparingskontoen, hvis du vælger at gå uden om afdragene. Det ved mobilselskaberne jo godt og derfor kan du nærmest uden undtagelse købe din næste mobil over en kortere eller længere afbetalingsperiode.

Smartphones har gjort afdragsperioden længere

Engang var denne periode altid svarende til de typisk 6 måneder du alligevel var bundet til selve mobilabonnementet. Det var dog dengang en mobil typisk ikke kostede meget mere end maksimalt 2-3000 kr. Det er alt taget i betragtning en sum, der er lidt nemmere at lægge for de fleste.

I takt med at mobilerne er blevet væsentlig mere avancerede og mobilpriserne derfor er steget, har mobilselskaberne måtte udvide afdragsperioden, så de nu også tilbyder afbetaling i 12 eller 24 måneder.

Gør en længere afdragsperiode mobilen dyrere?

Med de længere afdragsperioder melder spørgsmålet sig, om det i sidste ende er dyrere at afbetale over 24 måneder end blot 6?

Inden vi kommer med svaret, er det i øvrigt i denne sammenhæng værd at nævne, at mobilselskaberne næsten alle sammen kalder deres afdragsaftaler for noget forskelligt.

Hér er et lille udpluk af de mere eller mindre kreative navne fra 9 af de største selskaber herhjemme, samt de overordnede aftalevilkår:

  • TELMORE: TELMORE afdragsordning (6, 12 el. 24 måneder) – ingen renter og gebyrer
  • Telenor: Smart-aftale (6, 12 el. 24 måneder) – ingen renter og gebyrer
  • TDC: TDC Rate (6, 12 el. 24 måneder) – ingen renter og gebyrer
  • Telia: Telia Mobilaftale (6, 12 el. 24 måneder) – ingen renter og gebyrer
  • Call me: Mobilens pris pr. md. (6, 12 el. 24 måneder) – ingen renter og gebyrer
  • Oister: Oister Mobilafdrag (her er der kun mulighed for afdrag over 6 måneder – ingen renter og gebyrer. Du kan dog vælge mellem, hvor højt et månedligt beløb du ønsker at lægge i de 6 måneder: typisk står valget mellem 100, 200, 300 eller 400 kr. Hvor meget du vil lægge om måneden, afgør hvor stor en udbetaling du skal betale her og nu)
  • Onfone: Onfone Mobilaftale (6 el. 12 måneder) – ingen renter og gebyrer
  • Bibob: Afdrag (6, 12 el. 24 måneder) – ingen renter og gebyrer
  • 3: 3 Mobilaftale (6, 12 el. 24 måneder) – ingen renter og gebyrer

Som det fremgår opererer de fleste danske mobilselskaber med afdrag i 6, 12 eller 24 måneder – med få undtagelser. I alle de undersøgte tilfælde var der ingen renter, gebyrer eller skjulte omkostninger forbundet med indgåelsen af afdragsordningen. Det vil altså sige, at det ikke gør din mobil dyrere, hvis du foretrækker at betale den af over 24 måneder.

Konklusion: mobilprisen er den samme uanset længden af afdragsperioden. Derfor kan du trygt vælge om du ønsker at afbetale over 6, 12 eller 24 måneder. Det kommer i sidste ende an på en afvejning af hvor meget du vil lægge for mobilen om måneden, i forhold til hvor længe du synes det er ok at være bundet til en afdragsordning.

I øvrigt kan du i flere tilfælde til hver en tid betale dit skyldige restbeløb. Det kan være en god ting at vide, hvis du har lavet en aftale om 24 måneders afbetaling, men efter 18 måneder vil du egentlig gerne afslutte ordningen og betale restbeløbet.

Husk også: selvom din afdragsordning løber over længere end 6 måneder, kan dit mobilselskab ikke binde dig til abonnementet i mere end 6 måneder. Det er ganske enkelt ikke tilladt efter danske regler.

2 thoughts on “Er der prisforskel hvis man vælger afbetaling af mobiltelefon over 6, 12 eller 24 måneder?

  1. sgien

    Jeg har købt et på 24 mdr en iphone 5 hos Telia feb 2013 fik efter 3 mdr stjålet den og brugt min gamle 4 .

    Da den nu er 2-tal smadret skal jeg have en ny ..

    Da det også er rigtig dyrt, nu betaler ca 600kr mdr ..

    Hvordan kan jeg komme ud af det ?

    De siger de ikke kan hjælpe når jeg ringer til kundeservice men at jeg kan gå i butikken og købe en ny til de 5000-6000kr og har jeg jo ikke lige helt …

    Hjælp ..

Leave a Reply

Your email address will not be published.