Få trådløst internet gennem din mobil

Ikke alle er klar over, at de kan trylle deres smartphone om til et Wi-Fi hotspot – også kaldet trådløst netværk ved at bruge data fra mobilabonnementet. Så hvis du har masser af data at bruge, så læs hvordan man gør med både Windows, Android og iPhone-styresystemerne.

For nylig brændte min router sammen derhjemme. Det er heldigvis ikke en hverdagsoplevelse, men i de dage der gik før end mit bredbåndsselskab havde sendt en ny, nåede jeg at blive temmelig irriteret over manglen på trådløst internet. Jeg kunne jo godt gå på nettet med min mobil, men computeren var helt overladt til en internetløs tid.

Det er jo ikke fordi man ikke hurtigt kan komme på nettet andre steder, men det er bare rart også at ”være på” derhjemme. Derfor gik der ikke lang tid fra den var brændt sammen, til jeg begyndte at bruge min mobil som en router.

Har du et mobilabonnement med en del data inkluderet vil det ikke gå synderligt ud over dit månedlige forbrug, hvis du – ligesom jeg – af og til har behov for at kunne bruge din smartphone som Wi-Fi hotspot.

Ikke nok med at du selv kan komme på nettet med din egen computer. Du kan også vælge at dele dit netværk med andre. Hér anbefaler vi dog, at du sætter det op med en kode, for ellers kan alle og enhver i nærheden bruge løs af dit dataabonnement og det kan blive en særdeles dyr affære.

Sådan sætter du netværksdeling op på mobilen

For at sætte netværksdeling op, skal du følge guiden herunder til opsætning på dét styresystem din mobil benytter. Vi har fokuseret på de tre mest udbredte: Windows Phone, Android og iOS.

Windows Phone

I Windows Phone skal du:

  • Start > swipe til venstre og klik på ’Indstillinger’ > ’internetdeling’
  • Ændr ’Deling’ til ’Til’
  • Klik på ’Konfiguration’

Nu skal du gøre følgende:

  • I ’Broadcastnavn’: skriv et netværksnavn, som du og andre kan se under delte Wi-Fi-forbindelser.
  • Klik på ’Sikkerhedstype’ > ’Adgangskode’ (WPA2) eller ’Ingen’ (åbent netværk). Vælger du at beskytte netværket, skal du indtaste en adgangskode.
  • Klik på ’Udført’. Så kan du (og andre) benytte netværket og der vil være et ikon i din statuslinje.

Android

I Android skal du:

  • Først og fremmest: det er ifølge Google lettest at sætte op, hvis du har den nyeste version af Android (4.0): Ice Cream Sandwich.
  • Gå i ’Indstillinger’ > ’Trådløst og netværk’ > ’Mere’
  • Vælg ’Tethering og bærbart hotspot’ > ’Konfiguration af WiFi-hotspot’

Nu kan du indstille sikkerhed for netværk:

  • ’Netværk-SSID’: vælg og indtast et navn til dit hotspot. Det er det navn der ses, når man søger på delte tilgængelige netværk.
  • ’Sikkerhed’: vælg adgangskode (WPA2). Du kan selv bestemme om det skal være frit for alle at bruge, eller om du vil kodebeskytte det. Vi vil dog anbefale det sidste, da det for det første er mere sikkert og for det andet, så vil det måske hurtigt kunne ses på dit dataforbrug, hvis du lader alle og enhver få adgang.
  • ’Adgangskode’: vælg og skriv en adgangskode, som skal indtastes, når det delte netværk benyttes. Nu er der et ikon for internetdeling i din statuslinje.
  • Markér og fjern ’Bærbart WiFi-hotspot’  for henholdsvis at aktivere og de-aktivere funktionen.

Nu kan man tilslutte op til otte enheder.

iPhone – iOS

I iOS skal du:

  • Gå i ’Indstillinger’ > ’Internetdeling’ > slå ’Internetdeling’ til
  • Klik på ’Wi-Fi-adg.kode’ > nu kan du ændre adgangskoden til en personlig kode. Vil du dele dit netværk med andre, er det også dén kode de skal taste for at komme på.
  • Nu kan du se det oprettede Wi-Fi-netværk under tilgængelige netværk på din computer, tablet eller anden enhed. Du kan maks. give adgang til fem enheder på forbindelsen – det afhænger af din teleudbyder.

Som ovenstående guide viser, er det heldigvis en relativ simpel sag at bruge din mobil som trådløst netværk. Skulle du være i tvivl om nogle ting, eller fungerer det alligevel ikke for dig, er du altid velkommen til at kontakte os.

One thought on “Få trådløst internet gennem din mobil

Leave a Reply

Your email address will not be published.